Af Bergur Rønne Moberg.
Et huleprojekt i Tórshavn til William Heinesen. Her blot en lille antydning af et omfattende projekt, som det tog arkitekterne Ósbjørn Jacobsen og Maria Berg 1½ time at præsentere, men indtil videre kan der kun løftes en flig - dog en lille smule med tilladelse fra Henning Larsen North Atlantic. Det drejer sig om et kommende spektakulært byggeprojekt i Tórshavn: en William Heinesen-hule. 21 m. ned i undergrunden og 6 etager eller 6 åndelige niveauer under den virkelighed, hvor vi lever og arbejder og lider. Næsten som i ned- og opstigningerne i Dantes guddommelige komedie, som WH var så optaget af. Et besøgscenter under jorden eller hvad man skal kalde det for multikunstneren William Heinesen. Med det hele: foyer, auditorium, udstillingslokaler, café, butik, seminarrum, rum til børn at lege i, Wunderkammer måske, opbevaringsrum garanteret, elevator, trapper i bjergvæggen o.s.fr. Henning Larsen North Atlantic har tegnet og stort set gratis investeret 1½ år og en halv million i et projekt. De har hele tiden troet på, at der storhed i dette. Det har de til fulde selv levet op til ved deres visionære projektforslag, som nu foreligger. Det er virkelig et visionært projekt, som kommer til at give genlyd i verden, når det engang står færdigt. Ingen tvivl om det. Det vil ikke blot brande Færøerne og Tórshavn, men nok også de fonde, der vil/kommer at finansiere projektet. Os fra Williamsfonden, der deltog i mødet - Zacharias Heinesen, Elisa Heinesen og jeg selv - følte os alle blæst over ende, og vi tror i hvert fald på, at dette projekt vil blive til noget. Det kommer til at koste i omegnen af 150 millioner kr. Projektet er formet som en hule i den lyngbevoksede kæmpehøj oven over William Heinesens kunstnerhjem og lige under hans skrivehytte. Skrivehytten står oppe i dagslyset som toppen af et isbjerg af skaben og fantaseren. Hytten kommer fortsat til at stå helt alene øverst på kæmpehøjen. Den er indbegrebet af hverdagen, virkeligheden, det hårde tekstarbejde, mens hulen er skabelsen, underverdenen, fantasien, fabuleringen, vildskaben, mørket, den anden verden. Hvis man skal spille videre på isbjergsmetaforen, så kan man sige: We ain't seen nothing yet! Når projektet står færdigt engang, så vil der åbenbares en hel magisk verden under skrivehytten. Det er på ingen måde at tage munden for fuld at sige, at det er et virkelig visionært projekt, som vi fik præsenteret i dag. Det blev vi hurtigt enige om! Derudover vil der være flere sideprojekter: finansiering af en literary walk, af bogprojekter, af en skulpturpark uden for kunstnerhjemmet og især af en grundig istandsættelse af William Heinesens kunstnerhjem. "Soon the horse will take us to Durango"
Comments